Hvad er et webhotel?
Hvilket webhotel skal du vælge?
Du – eller rettere din hjemmeside – skal bo på et webhotel for at komme ud på internettet. Din hjemmeside er beboer på et webhotel, der er vært for din hjemmeside på internettet.
Et webhotel kaldes også for en host (=vært), et hostingfirma eller en ISP.
Udbydere af webhoteller til WordPress hjemmesider er f.eks.
Hvordan vælger du det rigtige webhotel?
Mange bliver med rette forvirrede, når de skal vælge webhotel.
For hvad skal de vælge? Hvor stort et webhotel har de brug for? Hvilket webhotel er godt? Hvem er skod? Og hvordan bliver man klogere på webhoteller? Klog nok til at træffe det rigtige valg?
Hvis du prøver at blive klogere ved at søge i forskellige fora på nettet, går det hurtigt hen og bliver nørdet. Du bliver mødt med begreber, der for de fleste – inklusive undertegnede – lyder russisk!
Hvor skulle du f.eks. vide fra, hvor mange GB du har brug for? Og om du har brug for en php-løsning? En Linux eller en Windows server?
Nej vel!
Hvad har du brug for?
Lad dig ikke forvirre! Hverken af de mange tilbud, du finder fra forskellige webhoteller. Eller af de bemærkninger, du får fra teknisk begavede mennesker!
Start med dig selv, når du skal vælge webhotel. Læn dig roligt tilbage og overvej, hvad det er, du skal bruge webhotellet / hostingen til.
Spørg dig selv:
- Hvad har du brug for?
- Hvor stor er din hjemmeside?
- Hvor mange gæster regner du med at få på din hjemmeside?
- Hvor vigtigt er dit indhold?
- Skal du lave en webshop på hjemmesiden?
- Kan du tåle et nedbrud i ny og næ?
- Skal hjemmesiden bare være oppe og i luften tæt på 100%?
- Hvilket land skal siden (primært) vises i?
To grundlæggende valg i forhold til hosting / webhoteller
Det første valg du skal træffe, når du skal vælge webhotel, handler om penge.
Vil du betale for at bo på et professionelt webhotel? Eller vil du bo gratis på et webhotel, du så til gengæld deler med en hulens masse andre mennesker, der heller ikke vil betale.
Igen kommer det an på, hvad du skal bruge hjemmesiden til.
Skal du blogge? Skal du bruge den privat? Drive firma? Webshop? Have lukkede rum med medlemslogin?
Ligger dit behov på en af mulighederne i venstre side – så overvej en gratis løsning!
Skal du derimod drive forretning, eller lever du af og på nettet – så betal for dit webhotel!
Gratis at blogge
Hvis du “bare” vil i gang med at blogge – sådan mest for sjov og ikke så meget og så tit – kan du gøre det gratis via WordPress.com. Til gengæld får du ikke din helt egen adresse / domænenavn. Du får derimod et navn, der ender på wordpress.com. F.eks. core360.wordpress.com
Det tager ingen tid at oprette en gratis konto og blog på wordpress.com, og du kan som i en helt almindelig WordPress-opsætning få kontrolpanelet på dansk, hvis du ønsker det. Bruger du denne mulighed er du hurtigt på nettet til absolut ingen penge.
Hvilket webhotel skal du vælge til din WordPress hjemmeside?
Skal du bruge din hjemmeside forretningsmæssigt, skal du kigge på de betalte webhoteller. Det har adskillige fordele, der vil gavne dig og eller din virksomhed.
Grunde til at vælge et betalt webhotel:
- Troværdighed: Når du lejer dig ind på et professionelt og betalt webhotel har du mulighed for at få din egen e-mail og en “ren” hjemmesideadresse.
- Signalværdi – i at kunne give dine kunder en e-mail, der indeholder dit navn eller firmanavn. Det samme gælder navnet på din hjemmeside.
- Ydelse – kvalitet, sikkerhed, support og service følger med dit betalte webhotel.
Det professionelle valg af webhotel
Der er meget stor forskel på webhotellerne. Nogle er temmelig nørdede, andre er mere brugervenlige og til at gå til for ikke-nørder.
Der er også kæmpe forskel på webhotellernes ydelser, når det drejer sig om at hoste en WordPress hjemmeside. Ikke alle webhoteller er lige gode, når det drejer sig om hastighed på en WordPress hjemmeside.
Jeg har prøvet kræfter med en række webhoteller i Danmark og fået mine indtryk og erfaringer ved at prøve mig frem.
Når jeg nøjes med at anbefale dig to af webhotellerne, gør jeg det på baggrund af:
- Hvor let det er at oprette en WordPress hjemmeside
- Hvordan deres kundeservice fungerer
- Hvilket sprog webhotellet henvender sig til kunden på
- Hvordan webhotellet håndterer en hjemmeside i WordPress (hastighed)
P.t. er UnoEuro helt i front i forhold til ydelse, pris og support. Som bruger er supporten vigtig – og hos den nævnte udbyder er der god og hurtig hjælp at hente, når du har brug for det. Helt praktisk foregår det ved, at du skriver en fejlmeddelelse – og så går der ikke mange øjeblikke før du har et svar retur.
Deres kundeservice fungerer bare – og på et dansk, der er til at forstå, når man ikke er teknisk verdensmester eller nørd, hvis du forstår.
Selvom UnoEuro ikke er et dansk webhotel, så er hele deres brugeradministration (dvs. der, hvor du logger ind og ordner dine ting) på dansk. De tilbyder 1-klik-installation af WordPress – hele installationen foregår på dansk.
Deres support foregår også på dansk – oven i købet på ikke-teknisk dansk, men på et brugervenligt sprog, der er til at have med at gøre!
Hvis du ønsker en dansk løsning, så er Surftown en god mulighed. Der finder du også billige mindre løsninger.
Hvilken størrelse webhotel skal du vælge?
Medmindre du eller din virksomhed har en monster hjemmeside med MASSER af indhold og funktioner, kan du hos UnoEuro – i langt de fleste tilfælde – klare dig med et af de billigste webhoteller, de tilbyder.
De fleste WordPress hjemmesider har det fint på et lille webhotel. Og skulle du få brug for mere plads (fordi du f.eks. får flere besøgende på din hjemmeside), kan du altid hoppe op til den næste størrelse webhotel. Uden problemer.
En lille webhotel-løsning vil koste dig 10-15 kr. om måneden på et af disse webhoteller. Dertil kommer udgiften til selve domænenavnet. Hvis du har et .dk domænenavn koster det p.t. 45 kr. om året og betales via DK Hostmaster.
Før du køber dig ind på et webhotel, skal du have fingre i et domænenavn.
Ved du hvordan det fungerer?
Ellers kan du blive klogere på domænenavne med det vuns!
Core360. Kommunikation. Helt enkelt.